Sacre Bleu! header image 1

Om

portraet1Det er mig, der er Thomas Thorhauge. Jeg sidder til daglig lige dér til venstre og skriver eller tegner på alle mulige opgaver. Udenfor billedet er resten af tegnestuen Over Floden, tættest på mig sidder Johan F. Krarup (pt. afløst af Cav Bøgelund) og Mårdøn Smet – inde ved siden af sidder Paw Mathiasen, Søren Mosdal, Simon Bukhave, Miwer og ind i mellem Peter Kielland.

Jeg har læst Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet (men mangler desværre at aflevere speciale – og det bliver ikke foreløbig), er bortset fra et ophold på Holbæk Kunsthøjskole selvlært tegner. Jeg har i mere end 10 år arbejdet med reklameillustration, storyboard, undervisnings- og informationsmateriale, avisillustration, bogillustration, koncepttegning, “live”-tegning og meget andet, og i den sammenhæng løst opgaver for bl.a. Gyldendal, Carlsen, Alinea, Lego, Grundfos, Dagbladet Information, Politiken, Ekstra Bladet, Kulturministeriet, Undervisningsministeriet, GM Resound, Novo Nordisk, Dansk BiblioteksCenter og mange andre.

Jeg har samtidig forsøgt at pleje en lidet indbringende karriere som tegneserietegner. Jeg debuterede i 2000 med Det der går forud (Fahrenheit), som udkom på fransk et par år efter. Siden har jeg beskæftiget mig en del med ikke-fiktive tegneserieformer, blandt andet “tegneserieessays”, tegnet journalistik på Ekstra Bladet, tegneserier med dokumentarisk tekst og fiktive billedforløb (M og Jørgen Leth) m.m.

I flere år har jeg arbejdet på Kom hjem (Rosinante 2009), som ikke blot er fiktion, men tillige en klassisk “ud-og-hjem-igen” fortælling. Den er i skrivende stund ved at blive trykt og udkommer 15. maj. Der er knoklet så meget med den tegneserie, og jeg håber virkelig at den vil gøre nogen glade…

Endelig blev jeg for nylig – noget overraskende – valgt som formand for det nystiftede Dansk Tegneserieråd. I den forbindelse er der mange ting, der trænger sig på, men siden vi først lige er gået i gang med arbejdet, er der endnu ikke så meget at sige om det projekt.