Her er et udpluk af hvad pressen skrev om DET SIDSTE ORD, tak for de pæne ord (der er dog også barske forbehold fra Jyllands-posten, se nederst!).

★ ★ ★ ★ ★
”En fornøjelig blanding af indsigt, spøjs kreativitet og fine tegninger.”

HANS BJERREGAARD, EKSTRA BLADET

”Thorhauge er en dygtig tegner med en klar, klassisk streg, en flair for pastiche [og] bogen er smukt produceret i aflangt 16: 9-format og med en næsten blank titelside før hvert portræt. Det er svært at variere et format og et regelsæt, der ligger så fast, men det er en fornøjelse at se, hvordan Thorhauge gradbøjer mediet. Thorhauge hører til mediets mest reflekterede udøvere, og er bog for bog ved at bygge et markant forfatterskab. I dette flow har DET SIDSTE ORD en markant og forførende stilling.”

BO GREEN JENSEN, POLITIKEN

»Philosophy is the talk on a cereal box/Religion is the smile on a dog.« Sådan synger Edie Brickell i »What I Am«. Og den sangs småfilosofiske og forfriskende ærlige udtryk tænkte jeg på, mens jeg læste Thomas Thorhauges vittige, satiriske tegneserie DET SIDSTE ORD. I tegneserien møder vi mange store filmpersonligheder, der alle har de mere eller mindre begavede ting at sige om især livet og døden. Thomas Thorhauge bruger rigtige citater fra de mange stjerner, og så placerer han dem i sin egen, tegnede sammenhæng, hvilket kærligt og kritisk sætter det sagte i relief – enten som en omgang vrøvl eller som brugbare visdomsord fra mennesker, der umiddelbart er ligesom alle os andre og så alligevel ikke. Det sidste ord er sjov, indimellem grov, meget veltegnet og en fryd for enhver tegneserieinteresseret filmelsker – eller omvendt.

CHRISTIAN MONGGARD, INFORMATION

”Filmkunstnere ved som få, hvilken magt illusionerne kan have, hvor hårdt publikum kæmper for at bevare dem, og hvor hårdt virkeligheden slår, når illusionerne rives fra hinanden. Denne næsten zenbuddhistiske skepticisme ved livet og dets formodede mening er en gennemgående tråd i DET SIDSTE ORD. Stribernes form er karakteristisk for Thorhauges vedholdende eksperimenteren med tegneseriemediet. Hver replik understreges eller sættes i ironisk relief af billedets visuelle indhold […] en levende hyldest til tankegodset i både amerikansk og europæisk film, som vil glæde enhver filmfan.”

KRISTIAN LINDBERG, BERLINGSKE

”DET SIDSTE ORD […] er en flot udstyret bog med udsagn, der er hentet fra virkelige interviews, og med vildt vellignende tegninger af alle disse excentrikere, leverer bogen mere end et gran af forståelse for filmmennesker og det, der driver dem. 
En del af tegningerne vil man huske meget længe efter at have været igennem bogen [fx]
Kubrick, der går i supermarkedet og bemærker, at uanset hvor enormt mørket er, må vi sørge for vores eget lys, Jack Nicholson der får slikket tæer, Jørgen Leth som filosoferer over kussens betydning for universet og livet.
Kombinationen af film og tegneserie er velvalgt […] masser cirkus og gøgleri hos begge.”

ERIK ANDRESEN, DAGBLADENES BUREAU

”DET SIDSTE ORD er Thomas Thorhauges finurlige satire over filmens verden. Hvis du ikke kender til den grafiske roman som genre, er dette et oplagt sted at starte, og hvis du i forvejen er bekendt med genren, er Thorhauge den måske mest interessante danske eksponent for den. I hvert fald finder du i DET SIDSTE ORD fine streger, gode pointer og lækre fortællinger.”

JULIA LAHME, FEMINA

”Løgn og sandhed smelter sammen i denne tegnede mockumentary, der nu er samlet i bogen DET SIDSTE ORD 
[…] Bogudgivelsen ledsages af et forord af filmkøbmanden Peter Ålbæk og et efterskrift af lektor i Filmvidenskab, Peter Schepelern.
For ikke at glemme de noter og kilder, som Thorhauge også har været nødt til at påklistre udgivelsen […] Så mange ord omgiver altså de enkle streger. Og det er der en grund til.

 For selv for en kvinde, der er velbevandret udi filmhistorien, er de enkelte streger indforståede, hvis ikke tilmed uforståelige. Man har brug for ordene. 

Det skal man ikke skamme sig over at indrømme, for selv Thorhauge ophæver den dybere mening, som der ellers bliver forsøgt fremmanet i for- og efterord, ved blandt andet at skrive således om ”Pedro Almodovar”: »Det er en af de få striber i bogen, jeg ikke selv forstår, den giver simpelthen ikke mening.« 

Det er altså postmoderne tomhedstosserier, vi er ude i. Thomas Thorhauges streg er ellers flot og fængende, og en stribe som ”Akira Kurosawa” er værdig til ophængning. Ideen er også fiks, men det opleves altså fodformet, at der skal holdes et ironisk skjold op foran det hele.”

NANNA FRANK RASMUSSEN, JYLLANDS-POSTEN

Efter 14 måneder er min stribe i Politiken, True Story, slut. Det var skideskægt, men også et virkeligt krævende koncept (for mig, men sikkert også for mange læsere…). Jeg har nu startet en ny stribe, der hedder “Jasper laver en film”, som er mindre avanceret, mindre eksperimenterende og mere lige til, simpelthen en klassisk “stribe”-serie. Jeg glæder mig til for alvor at få hul på Jaspers verden, men det kommer til at gå lidt langsomt, da det fortsat er en stribe på ugebasis. Men altså, tag godt i mod Jasper, som det fremgår, har han visse udfordringer… og husk! Det er i det fortræffelige dagblad Politikens superstærke Filmsektion, at man hver torsdag finder Jasper.

(Klik på striberne for at få dem i læsbar størrelse)

Den store (største?) amerikanske diva, Elizabeth Taylor, er død. Hun optrådte i en af de allerførste True Story-striber i Politiken sidste forår – hermed et gensyn (og jo, Liz VAR på Twitter!). Hvil i fred!

Klik på billedet for x-large.

Tiden flyver! Min lille stribe i Politikens Filmsektion runder 1 år, og det markeres med et gensyn med Jørgen Leth, som startede det hele. Stribens citat-koncept blev nemlig introduceret i min lille 676′er om Jørgen Leth, som så førte til en opfølger med Clint Eastwood, som så førte til True Story i Politiken. Og meget passende finder vi Jørgen Leth præcis der hvor vi forlod ham sidst, netop som han skulle til at spise mango og omelet. Bon appetit!

(Klik på billedet for større format)

Årets næstsidste True Story rammer denne uges filmtillæg i Politiken, dermed er juleferien rykket en uge tættere på! Jeg har hevet den karismatiske og altid bundsolide Jens Okking op af hatten, iklædt ham årstidernes farver, og et – synes jeg selv – forrygende citat om hævn, hentet fra biografien Okking – Virkeligheden er altings prøve (2009), side 163-164.

Det er tungt, det er ondt, det’ Okking. Tak for sidst …

(Klik på Okking for at få ham større….)

Klik for bigger. Læs den på papir i dag i Politiken.

(Klik på billedet for bigger)

Dagens TRUE STORY leveres ekstraordinært også her (men køb endelig Politiken, Filmtillægget er skidegodt), naturligvis fordi jeg så mit snit til i tegneserieform at knytte an til censurdebatten. Jeg er imidlertid ikke sikker på at Quentin Tarantino holder af Kubrick (måske The Killing, som er en fatal kupfilm ligesom Resevoir Dogs), manden kan jo ikke udstå artfilm…

Quentins tekst er hentet fra Quentin Tarantino: Interviews (redigeret af Gerald Peary), i det interview Peter Brunette har skåret.

(Klik hvis du vil se den i stort format (det sagde hun også igår))

Ugens True Story i Politikens Filmtillæg har (som det ses ovenfor) Akira Kurosawa som hovedperson. Kurosawa ville være blevt 100 år den 23. marts, og i den anledning blænder Cinemateket op for en greatest hits-kavalkade. Kurosawas film er stadig fantastiske og energiske åbenbaringer, og der er ingen undskyldning for ikke at tjekke et par stykker ud (fx Rødskæg, Himmel og helvede eller Stray Dog, bare for ikke at nævne de sædvanlige). Pols Filmtillæg byder i øvrigt i samme nummer på et Kurosawa-essay, forfattet af Donald Richie (måske verdens førende Kurosawa-connaisseur), okAY wauw, der er sgu format over den publikation! Ja, jo, avisen udkom i går, men tillægget ligger gratis i landets biografer, hvor der også er fede film i øjeblikket…