I virkeligheden er det en stor ære at klare cuttet til tekst-tv, medieformatet der som bekendt kun har få sider og få ord til rådighed. Jeg havde forinden en sjov tur i biffen med hovedparten af Danmarks filmkritikere – det er selvfølgelig Spielbergs nye Tintin-film, vi snakker om – og deltog bagefter i en civiliseret lynsamtale med DR Kulturnyts Tore Leifer, og så tilbage på tegnestuen. Få timer senere skete der så det, at jeg blev jeg forvandlet til en “nørd” på tekst-tv – er det bare cool eller hvad?

PS. Min redaktør på Politiken kommisionerede en Tintin-forside-variation til Politikens FILM-tillæg i overmorgen, så hvis du værdsætter Hergé-pasticher, så hold øje (Jasper er som sædvanlig på side 2 i samme organ, og søreme om han ikke er ved at komme i gang med en film)…

Jeg deltog i en debat om Shepard Faireys notoriske gavlmaleri på tegneseriesitet Nummer9 mens balladen stadig stod på. Et par dage efter bragte Jyllands-posten og Euroman historien om at Fairey fik bank af et par autonome drengerøve, men fordi de autonome er mere street end både Fairey og hans danske galleri V1 blev episoden forsøgt bagatelliseret. Men det VAR en fed historie, og den kom frem, og nu har Fairey selv blogget om den på Huffingtonpost, og siger det hele var Politikens skyld, men det var det ikke, og nu har Fairey – ifølge TV2 Lorry – også undskyldt overfor Politiken, jøsses.

Anyway, det sjove er, at jeg helt havde glemt at Jasper, min lille antihelt som huserer i selvsamme dagblad, havde været hee forløbet igennem en måned før Fairey. Jaspers street art blev dog sat op i Jægersborggade, 20 meter fra Jagtvej 69, men forløbet er helt tilsvarende, helt ned til spark og slag og blåt øje.

Ak ja.

Politikens Film-sektion er gået på sommerferie, og det er Jasper også. Men ferie er nok også det, han har mest brug for, for tingene har ikke kørt godt for ham på det seneste…

Her er de seneste fire afsnit i føljetonen om den unge Jaspers lidelser. Temaet er depression efterfulgt af street art.

De fire første kan læses her.

Og som et lille kuriosum, også et covernummer af den sidste stribe ovenfor (i kø til ‘Melancholia’), begået af Jonathan, 4 år, samtidig med jeg lavede den. Bemærk taleboblerne, og pegefingeren i billede tre. Af en eller anden grund er der også tilføjet en bærbar computer på nogle af billederne:

Klik på striberne for at se dem i lidt større format.

Det er en stor ære at pryde dagens forside på Politikens Kultur-sektion. I anledning af Cannes festivalens åbning, har jeg tegnet og fortalt Lars von Trier og Cannes’ fælles historie, helt tilbage fra Forbrydelsens Element i 1984. Det var en ren drømmeopgave, og jeg håber at forsiden vækker glæde…

Køb Politiken i dag! Og også i morgen, hvor min faste stribe Jasper laver en film vanen tro er at finde i Film-sektionen.

Efter 14 måneder er min stribe i Politiken, True Story, slut. Det var skideskægt, men også et virkeligt krævende koncept (for mig, men sikkert også for mange læsere…). Jeg har nu startet en ny stribe, der hedder “Jasper laver en film”, som er mindre avanceret, mindre eksperimenterende og mere lige til, simpelthen en klassisk “stribe”-serie. Jeg glæder mig til for alvor at få hul på Jaspers verden, men det kommer til at gå lidt langsomt, da det fortsat er en stribe på ugebasis. Men altså, tag godt i mod Jasper, som det fremgår, har han visse udfordringer… og husk! Det er i det fortræffelige dagblad Politikens superstærke Filmsektion, at man hver torsdag finder Jasper.

(Klik på striberne for at få dem i læsbar størrelse)

Den store (største?) amerikanske diva, Elizabeth Taylor, er død. Hun optrådte i en af de allerførste True Story-striber i Politiken sidste forår – hermed et gensyn (og jo, Liz VAR på Twitter!). Hvil i fred!

Klik på billedet for x-large.

Tiden flyver! Min lille stribe i Politikens Filmsektion runder 1 år, og det markeres med et gensyn med Jørgen Leth, som startede det hele. Stribens citat-koncept blev nemlig introduceret i min lille 676′er om Jørgen Leth, som så førte til en opfølger med Clint Eastwood, som så førte til True Story i Politiken. Og meget passende finder vi Jørgen Leth præcis der hvor vi forlod ham sidst, netop som han skulle til at spise mango og omelet. Bon appetit!

(Klik på billedet for større format)

Årets næstsidste True Story rammer denne uges filmtillæg i Politiken, dermed er juleferien rykket en uge tættere på! Jeg har hevet den karismatiske og altid bundsolide Jens Okking op af hatten, iklædt ham årstidernes farver, og et – synes jeg selv – forrygende citat om hævn, hentet fra biografien Okking – Virkeligheden er altings prøve (2009), side 163-164.

Det er tungt, det er ondt, det’ Okking. Tak for sidst …

(Klik på Okking for at få ham større….)

Jeg har hverken tid, lyst eller motivation til at engagere mig politisk (men har absolut stor respekt for dem der gør), men ind i mellem er der sager, man lidt er tvungent til at forholde sig til. Som nu Socialdemokraternes forsøg på at kopiere den katastrofale svenske børnepornografi-lovgivning, der i øjeblikket truer med at mistænkeliggøre en masse menneskers kulturforbrug, og som ydermere åbner en Pandoras æske af tilsvarende forbud mod fx film- og computerspilvold. Info om sagen her og her.

Anyway, Politiken trykte mit indlæg i går (andetsteds end True Story-striben, hvor Sean Penn får et tv-apparat i hovedet, det er klart), og til min store glæde blev indlægget illustreret af en af mine yndlingstegnere, den fabelagtige Mette Dreyer (ilustrationen ovenfor).

Læs indlægget her. Og husk at melde dig ind i Dansk Tegneserieråd!