Akk, at udgive tryksager op til Bogforum er og bliver halsløs gerning thi alting drukner, således også Aben malers seneste 676-kollektion, hvor min egen Clint Eastwood spillede en af de fire hovedroller. Hist og pist er den dog siden hen blevet bemærket, først og fremmest på Politiken, hvor den åbnede døren til mit ugentlige indslag i Filmtillægget, True Story. Men også ELLE har bemærket pamfletten, og sågar klasket Clintens forvitrede stenansigt ind på bogsiderne. Endelig har også Kulturkapellet, seriejournalen og en Urban-blogger kæmpet sig gennem den totalt begivenhedsløse historie – tak for opmærksomheden!

Kom frisk! Det er mig, der er ordstyrer, og vi går efter Højlunds Forsamlingshus-modellen, så det bliver forhåbentligt livligt og hyggeligt. Og så er det lige efter Bogforum har lukket ned, det er jo helt ideelt!

Tv-serier er simpelthen for stor en mundfuld for min livsstil. Det der med at købe en sæson, og så trawle den igennem, og så nappe en til, det går bare ikke i min maste verden. Men hypen omkring The Wire (samt ikke mindst anbefalingen fra et par gutter, jeg virkelig stoler på) var mig for meget, så tv-serien røg i dvd-afspilleren og inden jeg havde fået set mig om var samtlige fem sæsoner (2002-2008) nedlagt. Serien, der vist nok er både overset og undervurderet i USA, er mildest talt stærkt vanedannende, selvom den på ingen måde lefler med sin langsommelige dramaturgi og sin intense insisteren på at skildre selv trivielle begivenheder relativt grundigt. Bortset fra den noget ujævne og ret utilfredsstillende afsluttende sæson fem, giver serien et barskt og overmåde facetteret billede af livet i Baltimore, med et enormt persongalleri, der spænder fra narkogangstere, politikere, journalister, havnearbejdere, advokater og dommere over gadebørn og skolebørn til socialrådgivere og lærere – store fisk, små fisk. Serien, der er undfanget af den tidligere Baltimore-journalist David Simon (og den tidligere Baltimore-politibetjent Ed Burns), tager afsæt i en for mig hidtil uset grundigt researchet realisme – locations, mennesketyper, replikker og ikke mindst en ekstremt detaljeret viden om hvordan forskellige menneskers liv og arbejde fungerer (helt konkret), samt en ligeledes koncentreret og velinformeret indsigt i Baltimores bureaukratiske og socio-økonomiske strukturer og disses konsekvenser (i bredeste forstand) er The Wires spektakulære drivkraft. Grundlæggende tager samtlige sæsoner udgangspunkt i en gruppe politifolks forsøg på at aflytte nogle særdeles velorganiserede narkogangstere, men serien interesserer sig mere for de implikationer, forskellige aktørers handlinger har for samfundet – frem for elementær politi-mod-røvere-action.

Seriens scoop er således ikke at den bruger politiets opklaringsarbejde til at fremføre en form for politisk kritik, men måden, den gør det på. Når seerne er med på politistationen lyder replikkerne som man må forestille sig de gør på en virkelig politistation, dvs. med masser af fagudtryk, indforståethed i forhold til regler og situationer m.m. – og hvor andre fiktioner typisk vil prøve at forklare disse ting til seerne, er The Wire helt kold og kompromisløs. Tilsvarende bruger narkogangsterne så mange slangudtryk, at det selv for et særdeles engelskkyndigt øre kan være svært at være med – men det er ikke en barriere, derimod den grundlæggende årsag til seriens intense fascinationskraft – ”som at være der selv” (selvom det ind i mellem indebærer at man ikke føler man forstår en tredjedel…). De forskellige sæsoner tager udgangspunkt i forskellige områder af samfundet – sæson et skildrer politiets frustrerende kamp for at få lov til at aflytte og infiltrere en stor, men i offentligheden ukendt narkodistribution, sæson to handler om havnearbejdernes konstante kamp mod arbejdsløshed, sæson tre handler om rådhuset og nye narkogangstere, sæson fire (den alle bedst kan lide) om skolevæsnet, sæson fem om tilstanden på Baltimoreavisen The Sun samt mere rådhus-politisk spil.

Dybest set viser The Wire et amerikansk bysamfunds totale sammenbrud, og skildrer konkret og hyperdetaljeret hvorfor idealistiske enkelpersoner ikke kan bringe forbedringer, forandring eller retfærdighed gennem systemet. Det lyder dybt deprimerende, og det er det sådan set også, men hele tiden bobler en behagelig humanisme subtilt under overfladen. I The Wire er man i godt selskab på afgrundens rand.

(TV2 viser i øjeblikket The Wire, men der er ingen vej uden om bokssættet med de fem sæsoner, det er den eneste meningsfulde måde at følge effektivt med i desillusionen på…)

OBS! Nu har tegneseriesiden opdaget Asterios Polyp – klik her – og her er Douglas Wolks meget kløgtige anmeldelse i New York Times.

Læs anmeldelsen her.

Jean Giraud, en af tegneseriehistoriens helt store skikkelser, er stadig i fuld vigør. Han – og hans alias Moebius – bliver 71 i maj, men lader sig ikke mærke af alderen, tværtimod forekommer det faktisk som om hans output aldrig har været højere. Mest påfaldende er vel nok hans række af syrede og selvcentrerede udgydelser i de indtil videre fem bind i Inside Moebius-serien, dernæst hans virtuose og funklende tilbagevenden til Major Grubert i Chasseur Déprime (som Matthias Wivel, Henry Sørensen og jeg selv kårede som del af Smagsdommerlisten 2008). Men hvor Moebius efter en kunstnerisk nedtur (hvem prøver ikke at fortrænge John Difool-merchandise-exploitation-stykket Den nye drøm fra 2001?) har fundet sin anden – eller tredje-fjerde? – ungdom i sit nylige comeback, har Jean Giraud aldrig rigtigt været i krise. Western-klassikeren Blueberry fortsatte med fuld kraft efter forfatteren Charliers død i 1989, således har Girauds egen fem-binds-cyklus (den, der tager afsæt i to af det vilde vestens største legender, Geronimo og Wyatt Earp, læs her og her) været en kildrende fornøjelse at læse fra ende til anden, ikke mindst fordi Giraud formåede at følge sit eget temperament, samtidig med at han grundlæggende forblev loyal overfor Blueberry-universets trademarks (samtidig har Giraud også fundet frisk opportunistisk energi til at føje et album til Jean Van Hammes og William Vances populære, men ordinære  Robert Ludlum-pastiche XIII).

Præcis hvad de fremtidige planer er for Løjtnant Blueberry ved jeg ikke, men Giraud er med den nys udgivne Apache: Blueberry nr. 0 i færd med at binde seriens seneste og tidligste bind sammen, og om ikke andet fornemmer man en afsluttende gestus fra ophavsmandens side. Apache er nemlig en sammenhængende og udvidet version af de flashbacks, der forekom i Blueberry nr. 24-28, som skildrede den unge Blueberrys møde med den legendariske indianerhøvding Geronimo, og et par af siderne er endda således genbrug. 

En dybt alkoholiseret, men ikke desto mindre ædel og handlkraftig Blueberry er kort efter afslutningen på den amerikanske borgerkrig på vej til Fort Mescalero for at gøre tjeneste. Men udover kavaleriet huser fortet et børnehjem, hvor forældreløse indianerbørn opdrages ud fra et kristent livssyn. En af børnene er desværre Geronimos søn Dust, og det skaber følgeligt visse problemer med naboerne, apacheindianerne. Blueberry spilles ud mod den onde Pastor Krarup Younger, og de to debatterer håndfast og pædagogisk hvordan kagen skal skæres når det kommer til kolonialistisk os-og-dem-diskurs …

Pastor Youngers mange ansigter …

Lad det være sagt med det samme: Apache er ikke noget stort tegneserieværk, men er man fan af Blueberry og Giraud/Moebius, er albummet en pragtfuld og veloplagt lille oplevelse. Giraud tegner detaljeret, entusiastisk og lækkert og gør atter forestillingen om tegnet realisme som en ufrugtbar tegneseriestrategi til skamme. Plottet er acceptabelt, Giraud får en del ud fortets mangel på brænde, skønt de pointer der har med indianerbørn-genopdragelsesantalten at gøre er demonstrativt forcerede. Den klodsede voice-over i begyndelsen af albummet tilgiver man hurtigt, og i samme ånd charmeres læseren til at betragte Girauds drilagtigt undergravende trang til at tegne fortællingens onde skurk Pastor Younger forskelligt hver gang man støder på ham (skønt alle udgaver er variede karikaturer af Moebius’ gamle ven Jodorowsky) som en kunstnerisk overskudshandling, snarere end en fejl (selvom det naturligvis helt konkret også skyldes montagekonceptet med at genbruge sider fra tidligere albums). Der er helt forventeligt mere indianer-shamanisme end Charlier ville have brudt sig om, og den usubtile skildring af indianerne som gode og kavaleriet som onde er jo business as usual. Hovedattraktionen er dog ikke overraskende Girauds fantastiske tegninger af mennesker, tøj, huse, landskaber med mere, og læg dertil hans glæde ved virtuost at skildre humoristiske optrin og ansigtsudtryk, jamen det bliver bare ikke meget bedre.

Fremfor alt er Apache en glædelig og generøs oplevelse, skønt albummet ikke ligefrem er et påtrængende nødvendigt kapitel af sagaen om Løjtnant Blueberry. På et mere overordnet niveau er  der ydermere tale om noget så sjældent som en ganske livsbekræftende oplevelse, når den aldrende Giraud med eksemplets rå magt viser, at livets efterår kan være levende, vedkommende og fuldt af overskud.

(Hold i øvrigt øje med Matthias Wivels essay om Moebius i Comics Journal #300 eller #301)

Jean Giraud: Apache
Forlaget Cobolt, 64 sider hardcover, kr. 199,-.
Er udkommet.