Sacre Bleu! header image 1

TIL ALLE DANSKE MANGA-FANS!

maj 19th, 2010 · 8 Comments · Mediepanik

manga

Kære alle danske manga-fans!

På grund af denne lille artikel har jeg her til formiddag fået en sky af vrede emails fra mangalæsere, som alle er harmdirrende over at jeg i mine udtalelser fremstiller manga som et barnligt fænomen, kun for børn. Hvis du også har læst den artikel og er sur, så læs lige videre nedenfor, så bliver du forhåbentlig glad igen…

1) Før vi overhovedet når til sagen, så lad mig understrege at jeg selv er en begejstret mangafan. Jeg læser næppe de samme titler som de fleste af jer (jeg er vild med Tezuka, Urusawa, Yokoyama, Taniguchi, Tsuge m. fl.) men jeg er en ivrig læser, og bruger mange penge på engelskoversat manga. Så er DEN på plads.

2) Nogle af de vrede mails synes indirekte at give udtryk for at børnekultur på en eller anden måde ikke er noget, der er værd at bruge opmærksomhed på. Jeg er uenig, og er tværtimod meget begejstret for de store mainstream-mangaer, der udkommer i dansk oversættelse. Men jeg tror faktisk ikke at der er mange voksne, der køber One Piece, når de skal hygge sig med en god læseoplevelse.

OKAY, til sagen!

a) Det var NETOP One Piece, Naruto og Dragonball, jeg snakkede med journalisten om, da bemærkningerne om børnekultur faldt. Det er desværre ikke røget med i artiklen, men sådan er det med avisartikler. I den verden er halve citater, moderate misforståelser og skarpe vinkler business as usual. Jeg tror de fleste af jer er enig med mig i, at de tre titler kan læses fra 8-9-årsalderen.

b) Jeg var nok uklar i mine formuleringer – og det beklager jeg, det er min skyld – da jeg talte om det “barnlige”. Her havde jeg halvgamle serier a la “Tokyo Mew Mew” i hovedet. Jeg mener helt klart at den type manga yderst selvbevidst og kløgtigt betjener sig af barnlige indfald, fjollede replikker og så videre – men derfor synes jeg ikke de er dårlige, tværtimod. Jeg fortalte journalisten, at europæiske billedbøger og tegneserier for børn og unge måske var gået hen og blevet lidt kedelige voksenformynderiske, sobre og smagfulde, men på den kedelige måde, og at jeg var en stor beundrer af den ligefremme og – i almindelig vestlig optik – ofte skamløse ligefremhed, man møder i fx “Tokyo Mew Mew” eller “Kare First Love”. Det kom så heller ikke med i artiklen.

c) Jeg beklager at jeg ikke tydeligt nok fik sagt at manga også har fat i ældre grupper af unge. Det var dumt, men skyldtes at journalisten var interesseret i børnetegneserier, og det forblev altså vinklen.

Og så håber jeg vi alle sammen er gode venner igen!

Kærlig hilsen
Thomas Thorhauge

Tags: ·

8 Comments so far ↓

  • Michelle

    Jeg siger tak fordi du kom med en grunding forklaring på hvorfor du havde den holdning du havde, og at det tydeligt vis var en misforståelse :D
    Men at avisen kun tager halve sandheder ud af kontext er jo ikke nyt, det er deres leve vej.
    Men takker for forklaringen, det hjalp en del :D

  • admin

    Hej Michelle,

    Det glæder mig at du er glad igen! Vi ses på Komiks.dk!

    KH Thomas

  • Simon

    Det er sjovt jeg lige skulle komme forbi den her artikel imens jeg søgte noget andet, for jeg læste nemlig din artikel i metroxpressen i dag og blev endelig ikke fornærmet da der stod at det var barnlig for det er den holdning de fleste voksene har når de hører at man læser tegneserier :P Det er også sjovt at du vælger one piece som eksempel for det er nemlig noget jeg stadig læser! Jeg ville nok ikke læse det hvis det ikke var fordi jeg købte dem som 14 årig. nu er jeg så 21 og vil endelig gerne vide hvordan det ender. Festivalet lyder faktisk spændende men jer er mest til anime nu. Jeg syntes faktisk det var dejligt at læse om det i en avis, for det er ikke ofte at folk skriver om det :) men der vil altid være dem der syntes der er barnlig eller nørdede at læse tegneserier dem må man så bare ignorer! :P Sorry for den dårlige gramma hehe =^_^=

  • JoaCHIP

    Wow. Det er da godt nok uheldig citering af kaliber.
    Til journalisten: Du skylder sgu kvajebajer til Thomas T for den omgang sjusk der.

  • Erik Lauridsen

    Rart at høre hvad du virkelig synes og ikke gennem et journalist filter. Helt enig i det med at der mest sælges børne/unge manga her og din observering af deres udtryk kontra de danske ting til børn.

    Jeg tror også at noget af graden af uvenner skyldes den indgroede mistro mod fans af andre af tegneserier der er blandt fans af japanske ting, der opstod et stort split der for omkring et årti siden på grund af alder og elitisme – fra begge lejre.

  • Mariam

    Hej jeg vil læse manga på danske elsker manga

  • Mariam

    Elsker manga

  • Liselotte bonde

    Hej Thomas
    Min søn på snart 12 er blevet vild med Manga
    Har ikke en dyt forstand på det, desværre
    Han bruger megen tid på at tegne og se youtube og andet
    Han fylder 12 til september og har et stort ønske om manga studio 5 eller 6?
    Vi har Apple computer
    Nu til alle spørgsmålene: hvor skal han starte og med hvad?
    Hvad skal der til og hvilke sider anbefaler du ?
    Hvad kan du ellers fortælle om dette fænomen og hvor kan en uviden mor som mig sætte mig ind i sagerne
    PS faldt tilfældigt over din side
    Mangler noget på dansk
    Venlig hilsen LiseLotte Bonde

Leave a Comment